DIG & BYEN
Velkommen til vinterudgaven af magasinet DIG & BYEN og til 2010. Vi tager hul på det nye årti med gode råd til, hvordan man kan holde sig sund. Blandt andet fra fire af DGI-byens medarbejdere, som på side 12 fortæller, hvordan de holder sig i form med alt fra kost til motion og afslapning. Det handler om at få sunde rutiner og vaner i hverdagen, for så snart den melder sig på banen efter decembers fester, viser de ellers så gode intentioner og nytårsfortsætter sig ofte at være for svære. Hvis ikke det sunde valg er et nemt valg, har det nemlig hårde odds.
Det gælder ikke mindst for børn. I løbet af de seneste mange år er deres hverdag blevet stadig mere stillesiddende. og det er ærgerligt, for de sunde vaner bliver grundlagt i barndommen og dem, der bliver hårdest ramt, er de børn, der i forvejen har det svært. Socialt udsatte børn bevæger sig markant mindre end gennemsnittet. Derfor har DGI-byen sammen med ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skruet et projekt sammen, der over de kommende tre år skal fremme fysisk aktivitet og trivsel for børn på Vesterbro med særlig fokus på de socialt udsatte. Projektet har fået navnet GO-ACTIVE, og en af missionerne er at gøre det nemt for børnene at vælge det sunde liv. En anden er at give børnene indflydelse og ansvar. Det styrker nemlig motivationen.
Fysisk aktivitet har aldrig været en mangelvare for den tidligere verdensmester i moderne femkamp og danmarksmester i fægtning, Pernille Svarre. Hun har skiftet eliteidrætten ud med undervisning og teambuilding, men har ikke lagt kården på hylden. Fægtning er nemlig et godt redskab, når man skal udvikle mennesker. I artiklen på side 14 fortæller Pernille Svarre om idrætten, der træner psyken lige så meget kroppen.
Vi har også været med til uddelingen af designprisen ’Den Gyldne Pelsnål’ og set, hvordan pels har udviklet sig fra at være et eksklusivt svøb til at være mere nede på jorden i de seneste år. I artiklen på side 20 kan du se, hvor mange anvendelsesmuligheder pels har i dag – og hvordan materialet har fundet sin vej ind i modebilledet.
God fornøjelse,
Redaktionen
Download DIG & BYEN Vol. 17 (pdf)
Download DIG & BYEN BUSINESS (pdf)


